15 Sanseorganer

From Hør lægedansk - mens du læser!
Jump to: navigation, search
  • Link to machine translation of this page to english: Google Translate
  • Oplæsning for hele kapitlet:

Nøglepunkter

  •  »Svimmelhed« bruges ofte til at beskrive uspecifikke fornemmelser og utilpashed – præcisér, om der er tale om ægte vertigo.
  • Alle patienter med pludseligt opstået synstab skal henvises akut til øjenlæge.

Symptomer

De vigtigste symptomer fra sanseorganerne er: høretab, øresusen, svimmelhed og synstab. Derudover er lokalsymptomer som smerter, udflåd og rødme overordentligt almindelige og som regel udtryk for infektioner (otitis media, otitis externa, conjunctivitis).

Høretab (hypacusis)

Ved anamneseoptagelsen er det vigtigt at få klarlagt, om høretabet indsatte pludseligt eller gradvist, og om der er oplagte udløsende faktorer.

Hos børn er høretabet hyppigst medfødt eller en følge af kronisk mellemørebetændelse (»flydeøre«). Hos voksne er høretabet ofte en følge af støjskade, men udredningen af ensidigt høretab er en specialistopgave (udeluk ørevoks!). Hos den ældre med høretab benævnes dette ofte presbyacusis; årsagen er som regel multifaktoriel (gamle støjskader, cerebral aterosklerose m.v.). Høretab kan i alle aldre skyldes fremmedlegemer eller cerumen (ørevoks).

Høretab

  • Kom det pludseligt eller gradvist?
  • Ensidigt eller på begge ører?
  • Støjudsættelse (maskinlarm, skud, musik)?
  • Hyppige mellemørebetændelser?
  • Medicinindtagelse?

Øresusen (tinnitus)

Tinnitus betegner patientens subjektive beskrivelse af en susen eller ringen for ørerne. Fænomenet kan ikke måles eller objektiviseres. Tinnitus er ofte ledsaget af hørenedsættelse. Årsagen er som ved høretab: støjskader, fremmedlegemer, infektion eller tumor. Hos den hospitalsindlagte patient med tinnitus bør man altid mistænke lægemiddelforgiftning (salicylater, loop-diuretika, aminoglykosider). Menières sygdom er et akut opstående syndrom med tinnitus, svimmelhed, kvalme og høretab.

Svimmelhed (vertigo)

Man kan opleve, at patienten griber til ordet »svimmelhed« for at beskrive uspecifikke fornemmelser og utilpashed (se kapitel 4) . Forsøg at præcisere anamnesen for at afdække, om der er tale om »ægte« svimmelhed (bevægelseshallucination = vertigo), dvs. om patienten har en oplevelse af, at omgivelserne bevæger sig i forhold til ham (som på et skibsdæk = nautisk vertigo), eller at han bevæger sig i forhold til omgivelserne (som i en karrusel = gyratorisk vertigo).

Vertigo kan skyldes lidelser i selve ligevægtsorganet (vertigo otogenica) som f.eks. Menières sygdom eller aminoglykosidforgiftning, eller lidelser i centralnervesystemet (vertigo centralis) f.eks. acusticusneurinom eller apoplexia cerebri. Den centralt udløste vertigo er ofte konstant og mildere end den perifere vertigo, der er anfaldsvis og voldsom, og ofte udløses eller forværres ved bestemte hovedbevægelser.

Svimmelhed

  • Beskriv, hvordan det føles?
  • Anfaldsvis eller konstant?
  • Ledsagende høretab, kvalme eller øresusen?
  • Forværres ved bestemte hovedstillinger?
  • Medicinindtagelse?

Synstab (amblyopia et amaurosis)

Synstab omfatter både synssvækkelse (amblyopia) og blindhed (amaurosis). Ved synstab skal man fokusere anamnesen på lidelser, der kræver hurtig diagnostik og behandling. Den nærmere udredning af synstab er en specialistopgave. Alle patienter med pludseligt opstået synstab skal henvises akut til øjenlæge.

Pludseligt indsættende synstab uden smerter kan skyldes en blodprop i retina eller en retinaløsning; sidstnævnte har bedre prognose ved hurtig behandling. Pludseligt indsættende synstab med smerter er hovedsymptomet på akut snævervinklet glaukom. Synstab, der udvikler sig over dage til uger, ses ved neuritis opticus, dissemineret sklerose og arteriitis temporalis.

Synstab

  • Pludseligt eller gradvist?
  • Smerter i øjet?

Objektiv undersøgelse

Ved den objektive undersøgelse af øret anvendes et specialinstrument – otoskopet – der bør være tilgængeligt på enhver sygehusafdeling. Basal otoskopi bør mestres af enhver læge. Oftalmoskopi er derimod en specialistopgave.

Otoskopi

Otoskopi udføres altid ved symptomer fra ørerne, men kan også være relevant f.eks. hos en patient med feber uden kendt focus. Otoskopi udføres med patienten siddende over for sig, se Fig. 15.1.Ved manglende indblik pga. cerumen må otoskopien opgives og patienten henvises til ørelæge. Formålet med den diagnostiske otoskopi er at visualisere trommehinden (membrana tympani). Den normale trommehinde ses som en intakt, oval og perlehvid membran for enden af øregangen.Man noterer sig, om de normalanatomiske kendemærker ses: lysrefleksen nedadtilfortil og hammerskaftet strækkende sig opad-fortil (se Fig. 15.2). Evt. patologiske tegn beskrives: Er der defekter i membranen som tegn på tidligere infektioner eller kirurgi? Er der farveændring af membranen, f.eks. injektion og rødme som tegn på akut infektion? Er membranen frembulende som tegn på pus eller ansamling i mellemøret, eller er den retraheret som tegn på undertryk (kronisk infektion)?

Fig. 15.1 : Otoskopi. Med sin venstre hånd trækker man let i det ydre øre for at udrette øregangen. Otoskopet håndteres med højre hånd, der hviler på patientens kind for at forhindre traumer, hvis pt. pludseligt bevæger hovedet. Otoskopets tragt indføres forsigtigt i øregangen under synets vejledning.

Fig. 15.2 : Den normale trommehinde.

Øjne

Øjenomgivelserne iagttages: Periorbitale ødemer kan ses ved bl.a. nyresvigt. Et brillehæmatom ses som blåviolette ringe om øjnene og er et tegn på fraktur af basis cranii. Frembulen af øjeæblerne benævnes exopthalmus, og er et tegn på mb. Basedow. Gulfarvning af sclerae kan være det sikreste tegn ved icterus, særligt hos pt. med mørk hudfarve. Det røde øje er vel det hyppigste objektive fund. Differentialdiagnosen er vigtig: Beskriv, hvilken del af conjunctivae der er rød (se Fig. 15.3).

Cornea, forreste øjenkammer og lens benævnes tilsammen øjenmedierne og kan beskrives samlet ved negative fund (»klare øjenmedier«). Den normale cornea er klar og blank. En hvidlig ring i kanten af cornea hos ældre er et normalt aldersfænomen, der betegnes arcus senilis. En uklar linse benævnes katarakt. En blodansamling i forreste øjenkammer benævnes hyphaema.

Pupillerne er normalt egale (lige store) og reagerer på lys og akkomodation ved at trække sig sammen. Pupillerne undersøges bedst i dæmpet belysning med en ikke alt for skarp lommelampe; er rumbelysningen for skarp, kontraheres pupillerne; er lommelampen for skrap, generer man patienten.

Anisocoria (uegale pupiller) er et normalt fund hos ca. 5%, men kan også være et tegn på neurologisk sygdom (se kapitel 11, side 167) . Mydriasis (dilaterede pupiller) kan ses ved indtagelse af sympatomimetika og anticholinergika (f.eks. adrenalin, atropin eller kokain), men kan også være et tegn på cerebral iskæmi f.eks. ved hjertestop. Miosis (kontraherede pupiller) kan ses ved indtagelse af parasympatomimetika eller morfika. Undersøgelse af synsfelt og øjenbevægelser er beskrevet side 167, Fig. 11.2.

Fig. 15.3
logo3A logo3B logo3C
Ciliær hyperæmi Konjunktival hyperæmi Subkonjunktival hæmoragi
De dilaterede kapillærer ses som et dybtliggende, rødt bånd om cornea. Ses ved keratitis, iritis og akut glaukom. Conjunctivae er røde med dilaterede kar. Ofte tydeligst i nedre omslagsfold. Ses ved conjunctivitis (bakteriel, viral, allergisk) eller ved fremmedlegeme. Blodansamling, der respekterer conjunctivas afgrænsning. Ses ved viral conjunctivitis, traume og spontant.

Pupilforandringer

Anisocoria:
– uens (uegale) pupiller
Mydriasis:
– store (dilaterede) pupiller
Miosis:
– små (kontraherede) pupiller.